The Rolling Stones

The Rolling Stones, dannet i London i 1962, har gravet en uudødelig præg på verdens musik. Den oprindelige besætning bestod af Mick Jagger på vokal, Keith Richards på guitar, Brian Jones som multi-instrumentalist, Bill Wyman på bas, Charlie Watts på trommer og Ian Stewart på klaver. Denne besætning ville gennemgå ændringer over årene, men kernen af Jagger og Richards har været en konstant, der har styret bandet gennem mere end fem årtier af musikalsk udvikling.

I deres tidlige år var The Stones en del af den britiske invasion, en bølge af britiske bands, der dominerede den amerikanske musikscene i 1964. I begyndelsen spillede de covers, men snart overgik de til oprindelig materiale. Deres album fra 1966, "Aftermath", var deres første helt oprindelige album og anses ofte for at være et af deres vigtigste tidlige værker. Sange som "(I Can't Get No) Satisfaction," "Get Off of My Cloud," og "Paint It Black" blev internationale nummer-et hits, hvilket cementerede deres status som rocklegender.

Afslutningen på 1960'erne havde bandet vendt tilbage til deres rhythm and blues-baserede rock-lyd. Albums som "Beggars Banquet" og "Let It Bleed" indeholdt sange, der ville blive anthemer for tiden, som "Sympathy for the Devil," "Street Fighting Man," "You Can't Always Get What You Want," og "Gimme Shelter."

De tidlige 1970'ere så udgivelsen af ikoniske albums som "Sticky Fingers" og "Exile on Main Street." "Sticky Fingers" var særligt bemærkelsesværdigt for sin fokus og sin imperieiske tone, fra slebende riff af "Brown Sugar" til den stråbesatte afslutning "Moonlight Mile." På den anden side tilbød "Exile on Main Street" en mere spredt, primitiv thrill, med sange som "Shine a Light" og "Torn and Frayed," der fik fat i bandets penchant for sygdomsagtige adfærd.

Det sene 70'ere og tidlige 80'ere var en periode af eksperimentation for The Stones. Albums som "Some Girls" og "Tattoo You" så dem dable i disco og punk, hvilket reflecterede de musikalske trend i tiden. "Some Girls" stoppede The Stones' mid-70'ers tilbagegang, med disco-influenser på "Miss You" og punk-elementer på "Shattered" og "Respectable."

Bandets senere albums, som "A Bigger Bang" i 2005, er blevet kritiseret for at mangle inspirationen fra deres tidligere værker. Men de kan stadig opnå at fange bandets ånd, med Jagger i snarrende form på sange som "Rough Justice." Deres album fra 2016, "Blue & Lonesome," var en tilbagevenden til blues, der først havde inspireret dem, hvilket gav dem en Grammy for Best Traditionel Blues Album i 2018.

Frem til 2023 har The Rolling Stones udgivet deres 26. studiealbum, "Hackney Diamonds." Albummet er deres første oprindelige materiale siden "A Bigger Bang" i 2005. Det indeholder en tidligere udgivet samarbejde med Lady Gaga og Stevie Wonder kaldet "Sweet Sounds of Heaven," samt sange som "Bite My Head Off," der indeholder bas fra Paul McCartney, og "Get Close" og "Live By the Sword," begge med klaver fra Elton John. Albummet er blevet mødt med kritisk ros, beskrevet som et af de mest quintessentielt Stonesy albums i fire årtier. Kritikerne har bemærket, at bandet ikke har lydt så brusende og fokuseret i hvad der føles som en halv århundrede.

The Rolling Stones' omfattende diskografi omfatter 31 studiealbums, 13 livealbums, 28 opsamlingsalbums, 3 udvidede spilleplader, 122 singler, 31 box sets, 51 videoalbums, 2 video box sets og 77 musikvideoer. Deres musik strækker sig over syv årtier, en bedrift, der få bands kan påstå. De har også modtaget mange priser gennem deres karriere, herunder Grammy Awards for Best Traditionel Blues Album for "Blue & Lonesome" i 2018 og Best Historisk Album for "Charlie Is My Darling - Ireland 1965" i 2014. De blev også tildelt en Grammy Lifetime Achievement Award i 1987.

I samlet set er The Rolling Stones ikke bare et band; de er en institution i verden af musik. Deres rejse fra et britisk invasionband til rocklegender er blevet markeret af musikalsk innovation, kommerciel succes og kulturel indflydelse. Deres omfattende diskografi, mange priser og deres evne til at fyldt store stadioner i mere end 50 år efter deres dannelse beviser deres evige arv. Med udgivelsen af "Hackney Diamonds," har de vist, at de er langt fra færdige, fortsat udvikler sig mens de holder fast ved deres rødder.